Sunday, 1 February 2015

En dansk argentiner i Brasilien

Forestil dig at befinder dig på en strand i det sydlige Brasilien. Solen går ned, himlen er fuld af farver, og med dine klipklapper i hånden går du igennem det lune vand med bare tær til lyden af rolige bølger, menneskelatter og torden. Foran dig kan du se, hvordan de orange lys fra huse og restauranter markerer kysten, og på himlen i det fjerne slår hvide og lilla lyn ned, men det regner ikke, og temperaturen er helt perfekt til en sommerkjole eller shorts. Det lyder som noget af en drøm, ikke? Det var min virkelighed.

I 2013 var jeg i Brasilien i 3 uger på 8. klassestur med de dejlige friskolemennesker, og efter rejsen på vej hjem fra lufthavnen den røde bus kan jeg huske, at jeg tænkte noget i retningen af: "Jeg vil tilbage til Brasilien, men gad vide om det nogensinde sker." Under to år senere skete det, da mine skønne værtsforældre og værtslillebror tog mig med på sommerferie til kysten i det sydlige Brasilien. 

En uge ved vandet og intet andet var muligvis roligt og afslappende for mig, men mit kamera er blevet ret udmattet, og i får lov til at se hvorfor:



For et par uger siden klokken 03.30 pakkede vi bilen og kørte østpå, indetil vi ankom til Brasilien og ikke kunne komme længere uden båd. Der slog vi os ned i et lilla hus 200 meter fra stranden sammen med mine bedsteforældre og to tanter, hvor Wi-Fi var erstattet med bøger og samtaler, og den klassiske asado var byttet ud med frisk fisk og tropisk frugt. I en uge lå vi ved stranden og bagte under den brasilianske sol og blev forsøgtdruknet af gigantiske bølger. Når solen gik ned, spiste vi friturestegte rejer i sandet, gik ture langs vandkanten og byggede sandslotte. Vandmelon var daglig kost, og jeg fik smuglet så mange kopper kaffe ind, som jeg kunne.
Selvom jeg følte, at jeg tog en ferie var en ferie, var det rart at tilbringe tid ved kysten, de ikke har så meget af i Argentina. Jeg fik da også en smule farve og ikke kun rød. 


De var ved at omlægge hovedgaden, og med alle de gadekryssende mennesker i klipklapper var det jo næsten uundgåeligt, og jeg er ligeglad med kulden: Vi skal finde en måde at dyrke papaja i vores danske baghaver.



Jeg har altid haft en lille drøm om at bosætte mig i de franske alper og vågne op til bjergene hver morgen, men Brasilien giver et godt argument for at smutte lidt længere ned og få et hus med sand uden for bagdøren.


En stor foreskel fra min første tur til Brasilien var, at denne gang behøvede jeg ikke at bede en voksen om at oversætte menukortet eller mime, når jeg skulle spørge efter et toilet; jeg kunne selv forstå og snakke. De bøger, jeg havde med, var godt nok på engelsk, og jeg skriver stadig primært dansk, men mit spanske flyder som vandet i Paraná, og så er portugisisk ikke så svært at forstå igen.




Nogle vil sige, at vejret ikke var det bedste med en meget overskyet himmel, vind og til tider regn, men jeg nød nu at tumle rundt uden af have følelsen af, at jeg befandt mig i en sauna, og selvom vind i forsidemodellers hår ser lidt bedre ud, er den rigtige vind da ikke så gal igen.


Med overfyldte strande i de turistramte byer på de flade dele af terrænet var det forfriskende at køre over et par små bjerge for at komme til en lille men tom strand med mulighed for stenklatring og en pause fra synet af skrigefarvende parasoller.



En eftermiddag tog vi på en mindre vandretur på, hvad jeg kalder et babybjerg, kameraet blev hevet frem utallige gange, og det var skønt at vandre igen! Med skøn udsigt og dejligt selskab klatrede jeg rundt på klipper og snublede et par gange på de plantebegroede stier. Jeg er og bliver klodset, men jeg tabte heldigvis ikke min skattekiste(telefon) med alle mine juveler(billeder), og ind til jeg brækker anklen, bliver jeg ved med at vandre. Forhåbentlig bliver det i Andesbjergene næste gang, som jeg ikke er så langt fra igen, men det tror jeg nu må vente til en anden god gang. 




Jeg elsker denne glade, lille fyr!


Bølgerne længere ude var for høje til min lillebror, så vi havde det sjovt i vandkanten, og denne lille, smukke gut viste mod, da vandet kom imod os. En gang imellem måtte vi flygte til det tørre sand, men vi fik vist de bølger, hvad vi er lavet af!


Den andensidste dag besluttede min far, tante og jeg os for at være ualmindelig friske og se dagen ankomme, og med den brasilianske solopgang som udsigt vadede vi rundt i vandet og sandet og drak mate. Jeg sov en laaang siesta den dag. 

No comments:

Post a Comment