Argentinsk jul med fyrværkeri, plastisktræer og 30 grader

Her kommer det store juleindlæg, selvom det nok ville være større, hvis det var en argentinsk udvekslingsstudent, der skrev om den danske jul, for hold op hvor er danskere smaskforelskede i julen. I Argentina betragter de mere julen som en gammel ven, der kommer til byen. Ja, der skal der være lidt forberedelse, og når den ankommer, skal der da også være en lækker middag og en lille fest, men i Danmark er det næsten en konkurrence om at imponere julemanden med flest pebernødder og det højeste træ. Min pointe er, at julen ikke fylder så meget her i Argentina, og det har været specielt at være her i løbet af den lille juletid.

I løbet af december har butiksvinduerne været dekoreret med falske grangrene draperet i halvmåner med julekugler klistret på og et lille juletræ, af plastik naturligvis, i hjørnet, og der er blevet bagt småkager i form af hjerter, juletræer og stjerner med smag af kanel, krydderier og chokolade, men der har ikke været julekalender i tv’et, intet nedtællende kalenderlys og ingen æbleskiver eller pakkeleg.

Derfor blev jeg glad, da jeg modtog en pakke fra min danske familie og fik den hentet to timer væk i provinshovedstaden lillejuleaften. I pakken var der var en chokoladejulekalender og glanspapir, så mine søstre, min mor og jeg fik flettet julehjerter, mens vi spiste discountchokolade fra lille Danmark. Min søster på 12 gjorde noget helt fantastisk, ualmindeligt imponerende og bare noget af det sejeste, der er sket i 2014: Hun lærte at flette en julestjerne kun med danske instruktioner og lidt billeder, for jeg var skam til ingen hjælp. Jeg holdt mig til julehjerterne. Det kan godt være, at julestjerner er små fætre men de er også nogle komplicerede fætre, og jeg ser det som en storslået bedrift.

Jeg har ikke været i mit normale julehumør i løbet af denne december, men det betyder ikke, at jeg ikke har haft en skøn måned og en dejlig jul med julefilm på spansk, kanel i min kaffe og musik fra Pyrus(som jeg fandt på spotify), alt imens jeg har vandret rundt i shorts og klipklapper. Min danske familie er måske en smule skuffede over, at jeg ikke har savnet dem mere den sidste måned, men det er de nok også glade for på samme tid.

Inden vi forlader den 23. december og fortsætter til juleaftensdag, vil jeg give et shout-out til de to mænd, der arbejdede på posthuset og på trods af, at jeg manglede nogle papirer og kom en smule for sent, gav mig min pakke, og jeg skulle kun betale ca. 35 kroner. Pakken var skøn, og det var en fornøjelse at sætte tænderne i et marcipanbrød igen, læse nogle søde breve, få lidt af den danske jul i det argentinske hjem og åbne nogle ikke så mystiske gaver. En bog kan ikke skjule sig i indpakningspapir.

Der flettes julehjerter og julestjerner med stor koncentration. Der er dog stadig mere glanspapir tilbage, og det kunne være sjovt at se, om julehjerterne også kommer frem næste år.

Dansk julepynt på det argentinske juletræ. Jeg synes, vores to kulturer ser smukke ud sammen, når det gælder julepynt i hvert fald. Jeg er ikke sikker på, vinterjakker i 30 graders varme og shorts i snevejr ville ende godt, men nu snakker jeg også kun fra det nordlige Argentinas perspektiv. 

Den 24. december var en af de bedste dage. Den startede ud som en hver anden: For folk rundt i byen betød det arbejde, og for mig betød det morgenmad(chokolade) i stuen med min mor og søstre og lidt julegavejagt inden siestaen. Jeg købte mine julegaver den 22. december, og jeg syntes, at jeg var sent ude. Siestaen var også som enhver anden: Afslapning i huset med frokost, hyggesnak og aircondition. Det var også i siestaen, hvor jeg skypede med min danske familie, og de fik vist mig juleanden og det dækkede bord. Efter siestaen skulle de sidste gaver købes, og så var der den store gaveindpakningsfest ved spisebordet, der varede til klokken ni om aftenen. 

Som i kan se på deres smil, var alle rigtig glade for at se mig, og så var der JC.

Så var det endelig tid til at tage det finere tøj på og tage op til bedstemor og bedstefar, hvor julemiddagen skulle holdes. I Danmark har vi mange traditioner, og der er ikke den store variation mellem husene, da de fleste spiser risalamande og danser om juletræet(som argentinerne griner en smule af men på den gode måde), men i Argentina er der mange forskellige fejringer. Nogle dækker bord, som kommer præsidenten på besøg, høj julemusik og masser af forskellige retter mad, mens andre(som min familie) har en rolig aften med gode samtaler, et lille træ, en rød dug og et par stearinlys på bordet. Under en stjerneklar himmel spiste vi god asado(grillet kød) med kartoffelsalat og palmito, hvilket er, hvis jeg da har forstået det ret, en frugt i toppen af palmetræets stamme. 
Da klokken var halv tolv, og vi havde spist færdig, blev børnene sendt ud i nabolaget for en kort stund, og imens gemte de voksne gaverne under det lille plastisktræ. Da de små kom tilbage, blev der råbt: "Julemanden har været her!" på spansk selvfølgelig, og alle børnene løb hen til træet. Inden længe flød det med gavepapir, legetøjsfigurer og slik på gulvet. Jeg fik den sødeste T-shirt med engelsk skrift på, og selvom over halvdelen af trøjerne her er korrekte med deres engelsk, slipper fejl igennem, og de havde ikke undgået min nye T-shirt, hvilket nu kun gør mig endnu mere glad for den. Så er den rigtig argentinsk! Jeg har også fået det lille arbejde at oversætte det engelske, der dukker op på tøjet her, så min familie og venner er sikre på, at de ikke går rundt med nogle dumt på trøjen. Så fik jeg også en pakke argentinsk slik fra min ene bedstemor og en kaffekop fra den anden. De har lært for længe siden, at jeg er afhængig af kaffe, og jeg drikker det konstant på trods af det varme klima. 
Så slog klokken tolv, brag lød fra alle vegne, og fyrværkeri oplyste himlen. Jeg var blevet advaret om fyrværkeriet, men hvad jeg ikke vidste var, at på trods af middagen og gaveåbningen, er det ikke den 24. men den 25. hvor det er jul i Argentina, og der blev gået en runde med kindkys og "Feliz Navidad!" 
Derefter var der stor fest i byens centrum for alle, der havde lyst(primært de unge) med masser af fest og druk. Jeg var ikke med til denne store fest, da jeg havde en hyggelig, rolig jul med familien, men nytårsaften vil der være endnu mere fyrværkeri og endnu mere fest, og jeg regner bestemt med at følges med mine veninder ind i det nye år. 

Den 25. december blev tilbragt på min bedstefars kvægfarm med asado endnu en gang, badning i floden hvor jeg havde glemt min bikini og måtte springe i floden i mine shorts og T-shirt, lidt fiskeri som ikke blev til nogen fisk og til sidst afslapning i havestole under træernes skygge med pan dulce(sødt brød man spiser masser af i løbet af julen), øl og cider.

Jeg fik også skypet den 25. med disse skøre, smukke hoveder, hvor jeg fik lov til at se det bedste fra Peters mandelgave(en Anton Berg-chokoladeæske) gå til min hoverende far. Jeg fik dog lavet den aftale, at for hvert lille marcipanbrød han spiser, skal han købe mig et stort, så jeg synes, at jeg vandt mandelgaven helt uden af være der. 

Sådan tilbragte jeg min jul i år, og det var fantastisk! Jeg følte mig straks hjemme i dette hus med denne skønne familie, og det er ikke første gang, at jeg sover uden min familie i det næste værelse, og skolen her er helt sikkert anderledes fra friskolen, men med så mange skoledage har jeg skam vænnet mig til den argentinske skolegang. At tilbringe jul i et andet land, efter jeg faktisk kun har haft 15 juleaftener i lille Danmark, var noget helt specielt, selvom traditionerne er mange flere i DK, og til alle jer der har ønsket mig glædelig jul: Jeg har haft en rigtig glædelig jul, og det håber jeg, at alle jer danskere også har haft, selvom sneen kom nogle timer for sent. 
Det var alt for denne gang - vi ses i det nye år!

Hverdag

Det er vist til at være tid til endnu en opdatering på bloggen. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke har de store nyheder, og min forklaring på det er ganske simpel men også en smule filosofisk, så jeg håber, at jeg ikke keder dig de næste to minutter, hvor jeg fortæller dig hvorfor.
Udveksling er nemlig en fantastisk måde at rejse på men meget anderledes end at tage på skiferie til de franske alper en uge eller byferie til Barcelona i to. På udveksling befinder jeg mig nemlig det samme sted et helt år, hvilket betyder, at jeg får en fantastisk forståelse for Argentina og dets kultur, som jeg ikke ville få ved at vandre rundt i Buenos Aires et kort stykke tid, men det betyder også, at alle de nye oplevelser og vilde eventyr er blevet til normale øjeblikke og almindelige stunder. Jeg bliver ikke længere distraheret af hver eneste palme, jeg ser, og skoleuniformen får mig ikke længere til at føle, at jeg befinder mig i en film. Selvom jeg stadig holder af at gå ture i min by, vandrer jeg ikke længere rundt som en savlende hund ved hundemadssektionen i supermarkedet, og jeg begynder at kunne finde ud af dansetrinene til festerne. Jeg har fået mig en hverdag hernede, og det er endnu mere fantastisk end at se obelisken i Buenos Aires for første gang.

Siden jeg har vist jer obelisken i et tidligere indlæg, vil jeg nu fortælle jer lidt om, hvordan min hverdag har set ud de seneste tre uger:
Først og fremmest har jeg fået sommerferie. Jep, til jer der skulle have glemt det, er jeg på den anden side af ækvator, og mens i pakker her ind i vinterjakker og næsten bliver kvalt af striktørklæder, kommer vi tættere og tættere på de fyrre grader hernede. Der er faktisk sket det, at med ekstrem varme om dagen og aircondition om natten, for uden kan jeg ikke sove, er jeg blevet syg. Jeg havde fem trælse dage med al for høj feber og mange lægebesøg, og nu er ondt i halsen og en stoppet næse også ved at være en del af min hverdag. Jeg prøver at skrue ned på mit airconditionforbrug, men jeg er bange for, at jeg er blevet afhængig. I det mindste er det ikke cigaretter.
At være lidt sløj har dog ikke stoppet mig for at have gode samtaler over tereré med mine venner, frokoster og ture til Misiones smukke, grønne bakker med familien, en fest med tøserne og en masse fodboldkampe(alle vundet skal det lige nævnes) men desværre få fodboldtræninger, da argentinere nogle gange er som lotteriet, når det gælder aftaler og tidspunkter: For det meste taber du og som en en-aftale-er-en-aftaledansker venter på personer, der aldrig kommer, men en gang i mellem vinder du. Det skal dog også siges, at jeg nyder spontaniteten her. Så nyder jeg naturligvis også ferien med at slappe af i poolen, læse gode bøger, drikke iskaffe og nyde de små øjeblikke som den livsnyder, jeg nu er.

Det var alt for denne gang. Med jul, nytår, tur til Brasilien og tur til Bariloche i fremtiden, kommer der snart et nyt indlæg igen og et efter det og et efter det. For nu vil jeg ønske jer en glædelig jul og godt nytår!

Chau chau!

Får tordenvejr virkelig fjerdepladsen?

For ikke så lang tid siden postede jeg et indlæg, hvor jeg fortalte om de 5 bedste ting ved Argentina eller i hvert fald ved min provins(for Argentina er som sagt et ret stort land). Fjerdepladsen gav jeg til tordenvejrene, og selvom jeg skrev, jeg havde en god forklaring, var den alligevel ikke god nok til at konkurrere med andre fantastiske ting som tereré, himlen(smukkere solopgange findes ikke - se for jer selv i slutningen af indlægget) og asado(grillkød) med familien i weekenderne. Alligevel hører tordenvejrene hjemme på fjerdepladsen af en grund, som jeg ikke kunne forklare dengang men som nu er tydelig.

I Danmark de få gange vi har tordenvejr og strømafbrydelser, kommer de typisk hver for sig, men her i min by kan de godt lide at holde sammen. Når vi oplever en strømafbrydelse i Danmark, sker den samme ting i de fleste hjem: hele familien sidder sammen i et fællesrum. Sønnerne kan ikke spille play-station, døtrene kan ikke være på facebook, og forældrene kan ikke se tv-avisen. Jeg underskylder for generaliseringen, og jeg er sikker på, mange laver andre ting, men i forstår hvad jeg mener: Familien samles i et rum og hygger, mens de venter på, at strømmen kommer tilbage uden distraktioner fra elektrisk udstyr, og det samme sker skam her i Argentina.
Hver gangen strømmen er gået, når solen er gået ned, hvilket sker på grund af et voldsomt tordenvejr, samles mine søstre, min lillebror, mine forældre og jeg i stuen, og det er den tid, der har fået mig til at give fjerdepladsen til tordenvejrene, for selvom jeg sidder i et rum med nogle mennesker, jeg kun har kendt i tre måneder, og de voldsomme lyn brager udenfor, føler jeg mig hjemme. Jeg føler, jeg sidder i mit hjem med min familie, og det uhyggelige vejr skræmmer mig ikke, for jeg er et trygt sted.

Jeg har gjort et stort nummer ud af de argentinske solnedgange og med god grund, men selvom de banker den danske himmel, kan de ikke måle sig med argentinske solopgange:

Hvis du er en udvekslingsstudent, kender du disse

Udvekslingsoplevelsen er unik for hver eneste udvekslingsstudent, men alligevel oplever mange af os dog det samme, og dette indlæg handler om netop, hvad alle udvekslingsstudenter, der som mig ikke kan deres værtlands sprog og skal bo på den anden side af ækvator, kommer ud for.
Jeg håber, dette lille indlæg vil give her en ide om, hvordan udvekslingsling både giver en nogle af de bedste oplevelser samt frustrerende øjeblikke, og siden jeg har syv uforglemmelige måneder tilbage i dette smukke land, vil jeg give jer syv ting. Enjoy!

Nr. 1 Skype

Stort kredit til min gamle dansklærer og andre, der var udvekslingsstudenter før skype. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville klare mig uden, men at kunne skype med min familie og venner i Danmark kan gøre mine fede, oplevelsesrige weekender en smule bedre, når man kan dele sine historier og se det lykkelige smil, når videoen virker og ens forældre ser dit ansigt for første gang i flere uger. 

En forhindring skype ikke har superkræfter til at overvinde er dog tidsforskellen, og ikke bare kan det være utrolig forvirrende at aftale et tidspunkt("!2.00 min eller din tid?"), men tit har jeg tid om aftenen, men der sover alle i danske hoveder jo. 

Nr. 2 Sæsonerne

Det her er ligeså meget blær, som det er information, men siden jeg jo er på den anden side af ækvator, har sæsonerne byttet om, og mens i er i slutningen af efteråret og kigger vinteren i øjnene, har foråret her stadig lidt tid igen, og så skifter vi til sommer den 21. december. 

Giv lige dette en tanke: På lidt over et år får jeg tre somre!

Nr. 3 Snakke et fremmed sprog(spansk)

Inden jeg tog afsted, ville jeg naturligvis gerne kunne snakke en smule spansk, så jeg fik anskaffet mig et par spanskbøger og downloaded en app eller to. Hvad jeg så opdagede, da jeg ankom til Argentina var, at ikke i mange tilfælde hjalp et køkkens ordforåd eller farvernes spanske navne mig ikke rigtig. 

Så har jeg også haft situationer, der heldigvis ikke sker længere, hvor jeg stolt stiller et grammatisk korrekt spørgsmål, og så forstår jeg overhoved ikke svaret. 

En positiv ting er dog, at du mestrer det forstående nik og høflige smil! 

Nr. 4 Jokes

Så du sidder ved et frokostbord, og folk siger ord, der lyder som alle de andre ord, der er blevet sagt hele dagen, men forskellen er, at denne gang begynder alle at grine. Jokes er uden tvivl noget af det sværeste at forstå sammen med, hvad fysiklæren siger. Humor er meget forskelligt fra land til land, og jokes er normalt fyldt med slang, så jeg holder mig til sjove historier og snakke dårligt spansk, så folk griner. Ingen mobning for det er altså bare sjovt, når jeg siger, jeg leder efter en skuldertaske, når jeg egentlig leder efter en pengeautomat. 

Nr. 5 Engelsk er fascinerende

Nu tager jeg en sydamerikansk vinkel og snakker om engelsk, for det er vist ikke nogen hemmelighed, at engelsk ikke er et så talt sprog her. Ganske vist underviser de det i deres skoler, og jeg har mødt flere, der taler fremragende engelsk, men størstedelen kan ikke sige meget mere end "Hi!" og "How are you?" Derfor er mange her fascineret af mit flydende engelsk.
Lad mig give tre eksempler:
1. En dag i skolen sad jeg med en veninde i frikvateret og snakkede engelsk. Hun går på et insitut og snakker perfekt engelsk, så snakken flød, men pludselig stoppede min veninde med at tale, da en af skolens lærere smuglyttede på vores samtale. Ikke fordi hun kunne forstå et ord af, hvad vi sagde, men fordi hun syntes, det var interessant, hvordan vi kunne kommunikere igennem engelsk, da vi begge havde to forskellige modersmål.
2. Den samme veninde var en dag sit hus og skrev med mig, hvor hendes far overså det og spurgte, om hun skrev med mig, da han havde mødt mig et par gange før og vidste, at jeg snakkede engelsk. Han synes, det er ret sejt.
3. En dag bad en af mine andre veninder mig om at sende en lydoptagelse til hende af mig, der snakker engelsk, da hun en dag havde afspillet en optagelse indspillet af mig(på en app der hedder WhatsApp, hvor man både kan skrive beskeder og sende lydoptagelser), og hendes far havde hørt den. Af en eller anden grund kan han rigtig godt lide at høre mig snakke engelsk.
Så lær noget engelsk!

Nr. 6 Mælk

Jeg tror,  det her er et problem, mange rejsende danskere kæmper med. De har naturligvis mælk her i Argentina, men det er proppet med fedt og smager mere af fløde end af mælk. Så galt er det faktisk ikke at undvære lakrids og frikadeller, og selvom jeg dog savner rugbrød, morgendug og vejr til en fed jakke, glæder jeg mig mest til at drikke et frisk, koldt glas mælk!

Nr. 7 Skal vi ikke slutte af lidt dybt og corny?

Om 7 måneder siger jeg farvel til min elskede familie og bedste venner for at tage hjem til min elskede familie og bedste venner.

En top 5

Min første ide var at lave en liste over de 5 bedste ting ved Argentina, men siden Argentina er så stort et land, tænkte jeg, at jeg hellere må lave de 5 bedste ting ved min provins Misiones, en af de mindste af Argentinas 23 provinser. Misiones ikke er meget mindre end Danmark. Nu er Danmark jo også et lille land, så lad mig give jer en bedre ide om, hvor stort landet er: Buenos Aires, provinsen, er ca. lige så stor som Tyskland. Jep.
Nu hvor i kan sige, at i har lært noget i dag(Argentina er mega stort), fortsætter vi til listen, og lad os starte med nr. 5, så der bliver opbygget lidt spænding.

Nr. 5 Passionen

Det er ikke nogen hemmelig, at Argentina er glad for fodbold, men det kom stadig bag på mig, hvordan alle ser fodbold. Der er uden tvivl mange, der ikke følger meget med i den nationale liga, men deres hjerter er stadig knuste efter afslutningen af dette år verdensmesterskab. Flere gange har jeg fortalt om, hvordan jeg var i Tyskland under  finalen i Köln med det argentinske flag på ryggen som kappe og matchende kasket, og den historie er bogstaveligt blevet modtaget med klapsalver hver gang. 

Samtidig elsker de deres land. De ved, at der er flere problemer at løse, men de elsker det. For ikke så lang tid siden blev det argentinske flag smidt op på en scene under en berømt artists koncert, hvor artisten sparkede det ned fra scenen, og argentinerne var vrede! Forståeligt nok men vi kan vist hurtigt blive enige om, at hvis det havde været en dansk flag, ville der ikke være en stor reaktion, hvis der overhovedet ville være en.

Nr. 4 Tordenvejret

Denne ting lyder nok som en lidt spøjs en, men jeg har en forklaring. Selvom vi danskere mærker nok til kulde og regnvejr, der varer i dagevis, oplever vi ikke meget tordenvejr. Hvis vi en dag skulle høre en smule torden og se et par lysglimt, ville det uden tvivl være et nationalt samtaleemne på skolerne og arbejdspladserne den følgende dag. 

Lidt over tre måneder har jeg været i Argentina nu, og jeg har ikke tal på, hvor mange tordenvejr jeg har oplevet(vi har stadig flere dage med brændende sol, hvor man vil kunne lave spejlæg på fortovene), og det er ikke som vores tøsetordenvejr. Vi snakker regn, der larmer mere end Peter og Jens Christian ved middagsbordet, strømafbrydelser, der følger med lynene, men lynene lyser til gengæld husene op igennem vinduerne, og tordenbragene lyder som bomber. Jeg elsker det! Selvom jeg nyder livet under palmerne udenfor med en alt for høj luftfugtighed, nyder jeg de stunder, hvor jeg kan være indenfor med en kop kaffe, hygge med mine søskende og for en stund ikke føle, at jeg er i en ovn. Generelt har jeg en svaghed for regnvejr og torden, og den ekstreme størrelse af de to ting her gør, at tordenvejr er nr. 4 på min liste.

Nr. 3 Naturen

Som en beboer af flade, fladere og fladeste Danmark, er det ikke det sværeste at begejstre mig med smuk natur, men Misiones når nye højder og leger med de store drenge som Brasiliens nationalpark Chapada Diamantina og de franske alper. Åbenbart siger et billede mere end tusind ord, men da jeg har en kærlighed for ord, vil jeg gøre mit bedste for at beskrive, hvordan det ser ud:

Msiones er kendt for sin røde jord, men for mig er Misiones grøn. Kører du på de øde motorveje i provinsen, har du udsigt over et hav af grønne træer med gigantiske kroner og palmer. I min by er der ikke mange høje bygninger, og når jeg sidder på tredje sal i skolen og kigger ud af vinduerne, kan jeg se de store trækroner, der skjuler husene, og jeg føler, at jeg i en jungle.

Jeg synes også, det er værd at nævne, at solnedgangene her er ualmindelig smukke. Uden en eneste dråbe overdrivelse var bunden af himlen glødende guld en aften.

Nr. 2 Spontaniteten

Man kan vist roligt sige, at Danmark er et meget organiseret og punktligt land. Når man skal til fodbold klokken halv fem, er man der fem minutter før. Her har jeg fodbold klokken otte, og træningen begynder normalt tyve minutter over eller halv ni. I
Danmark lægger man planer for weekenden. Lørdag skal vi hjem til bedsteforældrene til frokost. Derefter køber vi ind til en middag, vi skal have med to gamle venner om aftenen, og bagefter er vi trætte og skal slappe af. Fornyligt en fredag spurgte jeg mine forældre, om vi havde nogle planer i weekenden. Det havde vi ikke rigtig, og så vågnede jeg op søndag morgen klokken ti og skulle skynde mig at klæde mig på, da vi skulle spise frokost hos mine bedsteforældre. Da vi havde spist, tog vi ud til deres kvægfarm bare et hurtigt smut for at se, hvordan det gik med et byggeprojekt, og vi endte med at blive der i flere timer. Bagefter havde vi åbenbart middagsplaner med en ven, og da vi var færdige med at spise, og klokken snart var ti, var jeg sikker på, at vi var på vej hjem, meeeen vi skulle da lige have en øl hos vennens hus inden. 

Hvad jeg prøver at sige er, at selvom det er træls, at spontaniteten her i Argentina er skyld i meget ventetid for en dansker som mig, er det en spændende følelse, at hver dag kan være anderledes end planlagt og skifte retning hvert øjeblik. 

Nr. 1 Folket

Vi danskere er ikke så gale, men vi kan ikke konkurrere med argentinerne, når det gælder åbenhed, imødekommenhed og nysgerrighed. Først og fremmest kindkysser de, når de møder nye mennesker. Selvom det stadig er lidt spøjst for mig, når jeg hilser på voksne mænd, er det nu en sjovere måde at hilse nye folk på end håndtryk.
Det er ærlig talt svært at beskrive, hvordan eleverne på min skole for eksempel spørger løs omkring mit liv og mit land. Til den dag i dag er flere stadig nysgerrige, selvom jeg har gået rundt på gangene i den skole i tre måneder, og når vi er ude til familiefrokoster eller frokoster med venner, keder jeg mig bestemt ikke. Folk snakker til mig, som er jeg en gammel ven, de vil indhente tabt tid med, og alle er tålmodige med mit spanske.
Argentinerne er bare dejlige mennesker!

3 måneder!

Jeg synes en passende måde at fejre mine 3 måneder i Argentina er, at give jer en lille opdatering på mit argentinske eventyr.
Jeg kan vel starte ud med at sige, at jeg har det fantastisk, som jeg plejer, og selvom alting er så godt her, bliver det alligevel en smule bedre for hver dag. Jeg bliver tættere med min familie, tættere med mine venner, jeg lærer mere spansk, og ifølge en af min veninder, er jeg blevet mere argentinsk. Jeg tror hun har ret, for jeg har drukket uhyggelig lidt kaffe på det sidste og udskiftet det med mate eller tereré. Samtidig slapper min indre kontrolfreak mere af, så i stedet for at komme fem minutter før tid, kommer jeg i sidste øjeblik. Den slapper af, men den er ikke på ferie.

Skolearbejde? Please, jeg er jo udvekslingsstudenten

Vi fortsætter til, hvad jeg har lavet den sidste tid, hvilket helt sikkert indebærer skolearbejde. Den første måned af mit udvekslingsophold var den lettelse skolemåned i mit liv, men nu hvor det spanske er en ting, jeg begynder at kunne finde ud af, skal jeg lave flere lektier og deltage i andre prøver end engelsk. Det går nu også fint. Jeg fik et dejligt 8-tal(på en  skala fra 1 - 10, hvor 10 er det bedste) for en biologiopgave, og så får jeg et par prøver tilbage i næste uge.
Apropos skole har vi netop haft en 'expo' på min skole, hvor hver klasse havde en eller flere stande nogle med varer, andre med viden afhængig af, hvad deres studieretninger er. Da min klasse har den humaniske retning, havde vi emnet førstehjælp, mens andre klasser fik lov til at fortælle om lugtesansen, vold og nonner rundt i verden, og andre klasser fik fornøjelsen af at tjene penge og sælge kaffe, pizza, slik, fotografier og mere, og som udvekslingsstudent fik jeg lov til ikke at lave noget og bare have det sjovt, mens de andre arbejdede i standene. Jeg hjalp dog til alligevel så storsindet, som jeg nu er med, hvad jeg kunne. At rydde op.
Uden overdrivelse hvis jeg laver en fejl, behøver jeg ikke at sige andet end: "No lo sabía/jeg vidste det ikke" og se nuttet og forvirret ud. Jeg er jo udvekslingsstudenten.

Paradis, nu med kør.

Nu bevæger vi os væk skolen og endda væk fra min by ud på landet, hvor min bedstefar har en kvægfarm, jeg har besøgt flere gange, hvor familien er igang med projektet at bygge en parrilla. Til jer ikke så spansksnakkende folk, er en parrilla en grill. Frodige græsmarker, brusende flod, bjerge i baggrunden og solnedgangen i horisonten gør farmen til et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har besøgt. Jeg har dog ikke fundet kundskabens træ derude endnu.  Udover det er de køer også ekstremt søde!

iAes er ikke et nyt appleprodukt

Selvom det lille 'i' godt kan forvirre, er iAes(Instituto Argentino de Estudios Superiores) et institut med uddannelser som turistekspert, noget med computer, madlavning og meget mere. Er det ikke tydeligt at høre, at jeg har god forstand på, hvad det er? Noget forstand bliver jeg nød til at have, for det er  ejet af mine forældre, og hvis der er noget, der skiller min by ud fra Århus udover størrelsen og renligheden og arkitekturen, og at det ligner en jungle uden for mit vindue her og ærligt talt en masse andet, er det butikkerne. Hvor størstedelen af butikkerne på strøget og supermarkederne i Århus' forstader er ejet af store firmaer, og der findes 1000 andre rundt omkring i Danmark og verdenen, er næsten alle butikker og firmaer her i byen ejet af personer, der bor i byen. Udover at give byen sådan en stor personlighed, er det også interessant for mig at være så tæt på ejerskabet af et firma og se, hvor meget tid de bruger på at promovere det og gøre det fantastisk. Jeg nyder at blive slæbt rundt i Misiones og promovere iAes med min familie, og tro mig når jeg siger, at jeg på ingen måde er ironisk. Ikke nok med at jeg altid får en vinduesplads i bilen og kan beundre landskabet, så lærer jeg også en masse, og så er det virkelig imponerende at se, hvad de har opnået med iAes. Når der er firmafester med mad fra lærerkokken, kan jeg heller ikke klage.

Sommeren er nær

Kun to uger har jeg tilbage af skolen, og så kommer den både langeventede og frygtede sommer. Tre måneder er den, over dobbelt så lang som den danske, og ifølge mine venner laver man ikke andet end at slappe af, bo i poolen og drikke masser af tereré. Samtidig vil min familie tage mig med til, hvad der muligvis er et af de smukkeste steder i verden, vandfaldene ved Iguazú. De vil også tage mig med til Brasilien, hvilket for dem ikke er meget anderledes end, hvis vi danskere tog en ferie til Tyskland, men selvom jeg har været i Brasilien før, er det så vildt, at jeg skal tilbage, og jeg glæder mig, som et barn glæder sig til jul!

Siesta 

Siestaen er en tid fra middag til midt eftermiddag hver dag, hvor Argentina næsten står stille. I respekt af solen holder folk sig typisk indendøre og sover som tidsfordriv, hvilket har givet dem vanen at sove næsten hver dag, så selv når vejret er køligt, skal der lige tages en lur. Dette er tilfældet for de fleste argentinere men ikke alle. Det er det blandt andet ikke den nye argentiner, der har slået sig ned i byen for et år. Jeg har flere gange taget en lur men i stedet for at vågne op med fornyet energi, vandrer jeg rundt i huset som en zombie den følgende time og kan ikke sove om aftenen. Derfor har jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kan tilbringe siestaen, når frokosten er spist, opvasken af taget, og min familie sover.
Indtil videre nyder jeg tiden at skrive, læse, have lidt kontakt med det danske folk og slappe af, og selvom det er hårdt at stå op klokken seks hver morgen, er det dejligt at få fri klokken tolv og have så meget af dagen tilbage til at være produktiv. Det er noget, jeg helt sikkert vil savne, når gymnasiets sene tider byder sig. Den bekymring undertrykker jeg dog for nu og fokuserer på at leve i nuet og nyde denne fantastiske oplevelse.

En lille afslutning

Det var en opdatering på, hvad der sket i mit argentinaliv den seneste tid, og hvad der sker lige for tiden, hvilket også indbærer masser af hygge med dejlige venner, fester i stor stil, familiefrokoster med saftigt, grillet kød under palmetræer, utallige smukke solnedgange, friske morgener og morgenkaffe, tropenætter, myg, nye tanker og nye følelser, skønhed, fantastiske mennesker, solbriller, grønne horisonter, koncerter, festivaler of forestillinger, latter, friske brusebade, en smule savn og ren lykke.
Besos Karen.

P.s. Her kommer lige lidt billeder til jer, der synes læsning er for kedeligt:

Unge mødre, strømafbrydelser og giftige, grønne larver

Jeg mister stille overblik over tiden, så heldigvis har jeg en app, der kan huske mig på, hvor lang tid jeg har været i Argentina, og hvor lang tid jeg har tilbage. Jeg sidder nu i køkkenet og nyder min 77. eftermiddag i Argentina, og til jer der ikke er klar over det, fik jeg min hjemrejsedato for et lille stykke tid siden, og jeg er hos jer igen den 24. juni 2015… eller sidder på et fly… eller er i Buenos Aires… jeg har ikke helt styr på detaljerne, men vi ses deromkring.

Nu da i ved, at i stadig har ca. 236 dage, hvor i skal gå rundt med sorg og savn, tænkte jeg, at jeg ville lette smerten en smule ved at fortælle jer, at jeg har det sygt lækkert og give jer en lille opdatering på mit argentinske eventyr: 

Fodbold med min "søn"

Argentina er et fodboldelskende land, og selvom de har været lang tid om det, er piger begyndt at spille fodbold her for et par år siden, og jeg har fundet et dejligt hold her i byen. Vi træner tre gange om ugen og spiller en kamp, og en af kampene var i nabobyen, hvor min far og lillebror Gonzalo kom med og så på. 

Siden argentinerne elsker fodbold så højt, vil de gerne bruge deres fredag aften på at se pigefodbold, og tribunen var fyldt i den gamle hal. Da min kamp var færdig(vi vandt selvfølgelig), blev vi og så en ekstra kamp. Der blev drukket øl og spist panchos(hotdogs), og jeg legede med min nuttede lillebror. Da vi forlader hallen og går ud til bilen, fortæller min far mig noget uventet: Tilskuerne troede, at jeg var Gonzalos mor. Vi har ganske vist nogenlunde samme hårfarve men mor? Så skulle jeg have fået ham i en alder af 13! Det har vel noget at gøre med, at abort er forbudt her i Argentina, og det er ikke unormalt, at en teenagepige har en lille dreng på 3. Så der har i det: Jeg kunne åbentbart ikke overholde YFUs du-må-ikke-blive-gravidpolitik. Undskyld.

Strømafbrydelse!

Det er ikke noget nyt, at jeg oplever en strømafbrydelse, det har jeg nævnt før, men har jeg fortalt, at de normalt er meget korte og om dagen? Jo tættere vi kommer på sommeren, kommer strømafbrydelserne oftere og oftere, og når varmen bliver for meget, tænder alle naturligvis deres aircondition, og vi bliver nød til at sige farvel til strømmen et par timer i siestaen. 

For nylig meldte strømafbrydelsen sig dog om aftenen og varede i 2 timer. Mine søskende og jeg var alene hjemme, og selvom min lillebror ikke brød sig om mørket, havde vi en dejlig aften smidt på stuens afkølende klinkegulv, spiste kage og hyggede, mens en sovende Gonzalo klyngede sig til mit ben. Tro det eller ej men at miste aircondition er endnu værre end at miste Wi-Fi. Vi formåede dog at få det bedste ud af en dårlig situation.

Larver er ikke labre i byen

Lørdag formiddag er for mig det ultimative fodboldtidspunkt med de bedste kampe, og sådan en formiddag tilbragte jeg for nylig med at se det spanske clásico fra vores solbeskinnede terrasse med en kold drik, og som jeg sad og håbede, at den tidligere Manchester Unitedspiller Chicharito ville komme på banen, opdagede jeg en stor, grøn larve på min sok. Jeg var uhyggelig tæt på at pille den af med mine bare fingre, men først ville jeg lige vise den til min mor, der hurtigt bad mig om at lade vær med at røre den og tage min sok af. Det viste sig, at den umiddelbart søde larve er utrolig giftig og en enkel berøring kunne sende mig på hospitalet. Trøstende var det, da vi fandt endnu en på vores terrasse senere, og nu bor de også på min skole. Herligt! 

Jeg bliver udgivet på spansk!

Sådan cirka i hvert fald. I en spansktime for et par dage siden fik jeg den opgave at skrive et brev til min danske familie men på spansk, og da min lærerinde havde læst det, fik hun den ide, at det skal med i skoleavisen, så alle eleverne kan grine af mit simple spansk og måske blive klogere på, hvad udveksling egentlig er for noget. Selvom i måske ikke forstår meget af det, giver jeg jer alligevel et billede af brevet:

Det var alt for nu - nos vemos! 

Misiones varme

Et af de mest præcise ord man kan bruge, når man beskriver Misiones, er varmt, og lad mig male et billede af, hvor varmt 38 grader er:

Solen stod midt på himlen, og jorden bagte. Folk flygtede fra varmen enten igennem skygge, en kold øl eller selvfølgelig en is. Den sidste mulighed tog mine lillesøstre og jeg sidste søndag, da vi var til La Fiesta de la Flore i byen Monte Carlo omkring en time fra Puerto Rico.
Køen var pinefuldt lang, men da der endelig ikke var mere end fire mennesker foran os, kunne min kuldevandte danskerkrop i holde til varmen et sekund længere. Jeg blev svimmel, og det sortnede for mine øjne, indtil jeg ikke kunne se, hvilket resulterede i, at jeg besvimede og faldt først ind i min lillesøster foran mig(Lo siento Valeria) for derefter at falde til siden og banke mit hoved ind i et træ.

Jeg fik lidt af en hovedpine, men jeg klarer mig, så længe jeg ikke begynder at besvime, når jeg går hjem fra skole eller går til supermarkedet. Den sommer med nogle gange over 40 grader, der er i vente, skal nok blive fantastisk. Går nu rundt med en flaske koldt vandt konstance og er lykkelig for, at mit værelse har aircondition, som ikke virker lige nu på grund af endnu en strømafbrydelse…

Chau chau!!

Der er dejlige mennesker at finde her i Argentina

For at uddybe overskriften lidt er det ikke kun dejlige mennesker men fotoglade mennesker her, og jeg har et par billeder, nogle en smule gamle og et par nye, som jeg gerne vil dele med jer og vise, hvilke mennesker jeg hygger mig med hernede:

Efter en omgang cestobol og is fra byens bedste iskiosk, skulle vi lige indfange denne skønne eftermiddag for evigt i et billede. Isen her koster más o menos tre gange så lidt som dyre Danmark, og med varmen her er der ofte brug for en afkølende is. Der er også nogenlunde tre gange så mange forskellige smage. Jaloux endnu?

Min alleførste skoledag. Disse skønne piger var meget interesserede i at høre alt om mig og mit land(en stor forskel på danske og argentinske piger er, at argentinske piger ikke er bange for at virke ivrige), og der skulle da også lige tages et par selfies, hvilket er omkring halvdelen af billederne hernede. Forresten synes pigerne, at mit hår er gult, og modsat mig er det for dem en kompliment.

Det er da vist mig i min skoleuniform. Jeg forsøger at undgå den hvide skjorte, da det kræver det blå slips, som jeg endnu ikke har lært at binde. Jeg slipper modsat de andre elever for de hvide sokker. At være udvekslingsstudent har sine fordele, og indtil videre når jeg har lavet en fejl, er udvekslingsstudentkortet et godt et. Jeg taler jo ikke sproget. Spansk går ellers rigtig godt, selvom jeg helt ærligt stadig ikke forstår, hvad der sker omkring mig más o menos 50 procent af tiden. Måske er jeg nede på 40 procent.

Milca er den sødeste pige. Ualmindelig klog og helt igennem fantastisk. Jeg har fået shoppet lidt med hende og opdaget, at alle tøjbutikkerne i byer som denne er unikke, ingen H&M her. Samtidig er de også små, og man skal da lige huske at sige hej til ekspedienten, når man kommer og tak, når man går. 

Med hende har jeg også besøgt byens eneste café. Her dominerer iskiosker og pizzarier, og vil man have noget at drikke, er det mate eller tereré, og det drikkes blandt andet på de mange bænke, der er overalt. Vi snakker en hver tyve meter på byens mest travle avenue.

Når der er fest, dur jeans ikke, og mens jeg holdte mig til mine sorte læderstøvler, fik pigen her, Lore, 12 centimeter stilletter på. Hun havde problemer med at gå, men det var da lige meget. Hvis nogle skulle være interesseret, er der her et link til et af de mest populære festnumre her for tiden:

https://www.youtube.com/watch?v=McnJcM4UaA0

Mueve El Toto er titlen, og jeg behøver vist ikke at forklare, hvad det betyder.

På dette billede er jeg sammen med nogle skønne elever fra et lokalt engelskinstitut, der på grund af min udtale og mit ordforråd ville have mig til at komme og tage en snak med dem i et par timer på engelsk naturligvis. 

Asado ved ellevetiden med min kødelskende far og smukke lillesøster. Vi hygger os med øl(kun for mig og faren; bare rolig) og et argentinsk kortspil, som jeg næsten forstod med torden som baggrundsmusik. Der var en strømafbrydelse, da kødet var færdiggrillet. Indtil videre har der været cirka 30 strømafbrydelser, og når der er regnvejr her, er der små floder på vejene. 

La Semana del Estudiante

Jeg må ærligt indrømme, at jeg fuldkommen har mistet blikket over dansk tid og har absolut ingen anelse om, hvorvidt i befinder jer i en normal eller speciel uge. Jeg kan i stedet fortælle jer om hvilken uge, jeg netop har været i her i Argentina: La Semana del Estudiante. Til jer der ikke er så skarpe til spansk, betyder det ’Studenternes Uge’, og den uge har langt fra været normal.

Lunes

Lad os starte med, hvad jeg troede var begyndelsen: Mandag morgen stod jeg op klokken seks for at gøre mig klar til at komme i, hvad jeg troede ville være en fuld skole. I stedet ankom jeg klokken kvart i syv til en lukket port, ingen biler og ikke et eneste menneske.  Hvad jeg ikke havde forstået i den forrige uge, da alle havde snakket hurtigt spansk,  var, at vi ingen timer havde om mandagen. Kun en konge- og dronningudnævnelse om aftenen. Fedt.

I stedet brugte jeg min formiddag på pynte op til udnævnelsen(som i grove træk var en catwalk med elever i fint tøj, et par kroner og hygge på tilskuerpladserne) med vennerne i elevrådet, hvor jeg fik fornøjelsen af at slæbe stole, nyde lidt mate og chiba(lækkert argentinsk brød med en ingrediens, man selvfølgelig ikke kan købe i kære Danmark), øve mig lidt på catwalken og et godt selskab.

Martes

Tirsdag morgen mødte jeg igen klokken kvart i syv, og denne gang var der masser af elever. Vi fik hejst flaget i en fart og derefter var det over i gymnastiksalen, hvor der var sport og lege hele dagen. Som en udvekslingsstudent med begrænsede spanskegenskaber(for nu) var der ikke alt for meget, jeg kunne deltage i. I stedet fik jeg lov til at grine lidt af mine nye klassekammerater og hygge mig med nogle andre over forfriskende tereré(kold mate af en art, serveres typisk med vand eller juice).

Om eftermiddagen efter vi havde haft fri fra tolv til to for at have frokost og siesta med vores familie, vendte jeg tilbage til skolen og kom i aktion for første gang.  Siden jeg var ankommet midt under forberedelserne til ugen, havde jeg kun fået en plads som udskifter på min klasses hold til cestobol. Hvad kan jeg sige om cestobol… på min skole er det kun piger, der spiller det, og det har kun været på skolen i lidt over et halvt år. Det minder om basketball blandet med indendørs fodbold med en tungere bold og piger, der går langt mere til den end spillerne i NBA. Så meget til den at der ikke gik lang tid, før jeg kom ind på banen, og jeg vil da gerne lige tilføje, at mit hold fik en smule tæsk, inden jeg kom ind.

Miercoles

Om onsdagen stod det igen på sport, lege og hygge. Med elever smidt på tilskuerpladserne med kiks, chiba, tereré og telefoner blev det min tur til at lege. I dette tilfælde posta, en slags løbestafet. Jeg fik placeret mig, hvor de bad mig om, fik pinden i hånden, og så spurtede jeg af sted. Lige en lille dejtalje havde de dog ikke fortalt mig; jeg var den sidste løber, så da jeg kom til, hvad jeg ikke vidste var målstregen, søgte jeg desperat efter en at give pinden videre til. Heldigvis først efter målstregen, så vores tid ikke blev påvirket, og mens de andre klappede af mig(”Jaaa, udvekslingsstudenten kunne finde ud af noget”), kiggede jeg stadig forvirret rundt med pinden i hånden. Et par venner længere fremmede kaldte mig over, fordi jeg stod i midten af banen, men jeg troede, at det var fordi, at jeg ikke var færdig. Derfor jeg spurtede over imod dem, men de stoppede mig, så løb jeg tilbage igen, og så sagde de: ”No! No! No!”, så jeg skiftede retning endnu en gang, og til sidst stod jeg bare. Efter lidt mere forvirring afleverede jeg pinden og gik over til mine venner med over hundrede venlige grin vendt mod mig. Mit hold vandt godt nok ikke legen, men de sagde, at jeg løb som en gepard.

Jueves

Om torsdagen stod det først på foredrag af forskellige emner, hvor man selv kunne vælge, hvilket man ville høre. Da jeg ikke ville kunne forstå noget alligevel, fulgte jeg efter nogle venner og tog en lille lur med hovedet på en skulder, mens de andre lærte om fotografi.

Bagefter fik hver klasse noget papir, maling, karton, sakse, lim og nogle kridtfarver, og med hver deres tema skulle klasserne på et papir demonstrere blandt andet kærlighed og frihed. Min klasse fik temaet felicidad = lykkelighed. Vi arbejdede i omkring en time på vores, og det var næsten færdigt. Det var ikke synderlig kunstnerisk men fuld af personlighed, og pludselig begyndte mine klassekammerater at rive det i stykker. Jeg forstår stadig ikke hvorfor, men alle grinte, og der kom hurtigt et nyt stykke papir på bordet, alle fik en glat maling i hænderne, og så gjaldt det om at lave så mange håndaftryk så muligt med ”Felicidad” hurtigt skrevet henover med sort spraymaling. Vi lavede måske ikke det pæneste papir, men det var vel skabt i glæde, hvor alle var ’feliz’.

Viernes

Den sidste dag i ugen var spækket med kultur og ikke kun fra Argentina. Hver klasse havde sit eget land, hvor de igennem tøj, mad, dekorationer, dans og musik skulle vise landets kultur og nonneklostre – det er jo en katolsk skole. Min klasse havde Argentina, og jeg kunne bidrage med mit argentinske flag og matchende kasket.

Siden jeg var ankommet til skolen efter, forberedelserne allerede var blevet lavet, tilbragte jeg det meste af dagen med at vandre rundt imellem de andre stande, smage på mad fra Indien, se russisk folkedans og høre brasiliansk sambamusik. En utrolig fed dag der føltes som ét langt frikvarter. Folk grinte af hinandens udklædning, gik bersærk da der blev serveret argentinske specialiteter og drak igen masser af tereré.

Min ven Tamara fik en rar afslutning på ugen med maling i hele ansigtet, og ikke lang tid efter dette billede blev taget, fik jeg en endnu skønnere afslutning på ugen med et råt æg i håret. 

Gracías Emmanuel!!