YFU Lejr Bariloche

Udvekslingsstudenter er nogle af de bedste mennesker, der findes, og jeg har netop tilbragt en uge med 17 af disse skønne slags. Den 12. februar steg jeg på bussen til Buenos Aires, hvor jeg fik en kop kaffe(naturligvis), inden jeg steg på endnu en bus(lettet både over ikke at være blevet berøvet, og at det var den rigtige bus) videre til byen Bariloche i det sydlige Argentina, hvor jeg havde en lejr med nogle skønne frivillige fra YFU og jep, du gættede det: Andre udvekslingsstudenter.

Inden jeg begynder at fortælle om, hvad jeg egentlig lavede disse 7 dage, vil jeg starte med fodre jer med lidt mere info om, hvor jeg var. Bariloche. Man kunne godt tro, at man befandt sig i en italiensk bjergby, og selvom byen primært er berømt for den smukke, omliggende natur, har byen også fået et ry for at have masser af lækker chokolade og flødeis, og jeg forstår udemærket godt hvorfor. Egentlig var det faktisk slet ikke der, jeg boede, men det var den by, der var tættest på nationalparken Nahuel Huapi, hvor vi slog lejr i nogle hytter denne uge. Siden det er en nationalpark(Nr. 3 i rækken til at være den første af sin slags), var der få huse og bygninger, der alle blev bygget, inden stedet fik denne kåring. Udover at Andesbjergene naturligvis slår sin vej igennem parken, er den kendt for sine gigantiske, turkise søer, der har fået sin farvet fra smeltet vand fra gletschere, der ligger på grænsen til Chile, og tro det eller ej men vandet var endnu koldere end det danske hav. 15 grader. Husk det er sommer her. Alligevel glæder jeg mig til at besøge Bariloche endnu en gang om vinteren. Dog for at stå på ski i stedet for at tage et dyb i de muligvis frosne søer. Søens kolde temperatur kunne dog ikke holde mig fra at tage flere ture i vandet, hvilket bringer mig et skridt videre til, hvad jeg foretog mig disse skønne dage.

Når 19 teenagere(18 udvekslingsstudenter + en guide/frivillig) og 7 voksne(guider/frivillige) mødes, skal der da leges! Det er der da ikke noget mærkeligt i.

Jeg nyder en kvalitetsalfajor, der blev købt ved foden af en gletscher, og i skal være forberedte på, at når jeg kommer hjem, skal der laves masser af hjemme-lavede alfajores. Hvis i ikke ved, hvad det er, kan jeg sige så meget, at argentinernes sliksmag er jo sødere jo bedre, og alfajores er deres yndlingsgodte.













Det var jo en lejr, og derfor sov vi i soveposer, gjorde rent i fælleskab og kokkerede lækre retter sammen. Retter som ris blandet med grønsager, gryderet med kød, kartofler og græskar, tærter med skinke og ost, kartoffelmos og naturligvis masser af den argentinske klassiker asado(grillet kød). Vi legede også en masse, sjove lege, og det kan godt være, at vi ikke er børn længere, og det gælder hvis også dig, der læser min blog lige nu, men det er den sandeste sandhed, at man aldrig bliver for gammel til at lege en god leg med skønne mennesker og grine lidt af sig selv og de andre for den sags skyld.
Vi tilbragte også en masse tid ved flodbaden. Om dagen blev der taget sol, fortalt gåder, sejlet ud på eventyr i søen, svømmet/nedkølet, læst, snakket, grint og drukket masser af mate, og om aftenen pakkede vi os godt ind, lå op ad hinanden og beundrede den smukkeste stjernehimmel, mens vi lyttede til gode historier og akustisk livemusik.

Siden vi jo boede ved foden af et bjerg, der var omringet af tonsvis af andre bjerge, tog vi naturligvis ud at vandre, og vi startede med en lille opvarmning, hvor vi gik rundt på klipper og sten, og vores kondi ikke blev udfordret for alvor. Tro dog alligevel ikke at det var helt nemt, for godt nok var vi i syden, men når solen er fremme, kan man på ingen måde kalde temperaturen for kold.

Så kom dagen med den store vandretur, og vi vandrede på ad et bjerg dækket af træer(surprise), klipper(bigger surprise) og løst jord(ualmindeligt irriterende). Det var en smule hård og meget varm men smuk opstigning, og efter nedstigningen var vores tøj mere beskidt end nogensinde før, vi lignede alle en skorstensfejer i ansigterne, og når vi pudsede næserne, blev servietterne sorte(lækkert billede jeg lige har givet dig, det var så lidt), men det var det hele værd, for udsigten på toppen var et drømmesyn. Grønne bjerge, turkis vand og sne på de fjerneste bjergtoppe. Vi lyttede til stilheden, spiste velfortjente sandwichs, tømte vandflasker, skabte minder og fangede udsigten forevigt med vores kameraer og mobiltelefoner, og vi gjorde alt dette på min fødselsdag.

Jep, jeg fejrede min 17 års fødselsdag, mens jeg var der, og det havde nær forhindret mig i at tage af sted til at starte med, men heldigvis steg jeg på den bus, og til min overraskelse blev jeg fejret med både kage med lys i under morgenmaden, fødselsdagssang på spansk, tysk, fransk og litauisk, og jeg fik endda en krone på til aftensmaden. Da vi boede i nationalparken, måtte jeg gå igennem dagen uden WiFi, og det gik skam nemt nok, men jeg må indrømme, at jeg savnede de to andre fødselsdagsbørn en lille smule.

Eskursioner blev vi også taget på, hvor vi fik muligheden for at se en lille del af, hvor meget smuk natur Bariloche har at byde på, mens der blev snakket og grint og hygget og levet.

I baggrunden til højre af dette billede kan i se noget hvidt, ikke? Det er en gletscher. Gletscher Manzo, og ikke langt bag ved den ligger grænsen til Chili. Det er blandt andet vandet fra den gletscher, der giver søerne omkring Bariloche farve, og det må gøre jer i stand til at gætte, hvorfor søen her har sådan en koncentreret farve af smaragdgrøn.

En dansker og en finne går på opdagelse.

Tro det eller ej men disse tog billeder blev taget om eftermiddagen mange timer før solnedgangen, og solen lignede en skinnende blogappelsin på grund af en sky blandet med støv, der svævede ind over vores lejr og gjorde alle målløse for en stund.

Udvekslingsstudenter er nogle af de bedste mennesker, der findes, og det er ikke ubegrundet. Ved at have været i situationen at være i et fremmed land og have intet andet valg end at blive venner med dem, der byder sig, har de udviklet den unikke egenskab at ignorere forskelligheder og interesser og være venner og snakke med folk af den simple grund, at de er venlige og gode mennesker. Det er imponerende at efter kun en uge med disse 17 andre udvekslingsstudenter, er vi som en familie, og den sidste dag var fyldt med lange kram og tårer.
Jeg kan ærligt sige, at jeg kommer til at savne disse fantastiske mennesker utrolig meget, men heldigvis er vi allerede ved at planlægge endnu en tur(dog kun udvekslingsstudenterne) til Córdoba, en storby i Argentina kendt for unge studerende, godt feriested, og mon ikke de også har en masse, fede fester. Heldigvis bor mange heller ikke længere væk end Findland, Belgien, Østrig og andre europæiske lande, og efter jeg havde to dage i bus ned til Bariloche og 2 dage hjem igen, er afstanden fra Århus til Wien ingenting!
Ugen i Bariloche har uden tvivl været en af de bedste uger i mit liv, og det er ikke tit, det sker, men jeg mangler ord for at beskrive, hvor fantastisk den var. Uforglemmelig. Unik. At leve.

Corrientes

Jeg havde en skøn uge i Brasilien, og selvom vi godt nok kørte tilbage til Argentina efter syv dage, tog vi ikke helt hjem til min lille by. I stedet besøgte vi min tante, der bor i Corrientes, provinsen under min. Hun bor i det hyggeligste hus udelukkende med møbler af træ, en dejlig, skyggedækket terrasse og naturligvis masser af palmetræer rundt i haven.

Vi havde fem dage fyldt med familie, de sødeste, små fætre(bogstaveligtalt fætre), god mad og afslapning i havestole i skyggen. Jeg har en stor familie her i Argentina, og det er altid skønt at se dem, velkendte såvel som nye. Det kan godt være, at mine værtsforældre og værtssøskende har sagt ja til at lukke mig ind i deres liv, men resten af familien har ingen løfter givet, og derfor er det så skønt, at de alle behandler mig som en del af familien og ikke holder deres tereré for dem selv. Forfærdelig joke jeg ved det, og halvdelen af jer vil ikke forstå det, for i ved ikke, hvad tereré er.

Ture blev jeg dog også taget på, og min familie viste mig hovedstaden i Corrientes(Corrientes) med en smuk, gammel promenade og Paraná bredere end, hvad jeg havde set den før, og dage efter skulle jeg se den endnu bredere. Billedet nedenunder er ikke taget ved Brasiliens kyst men i en hovedstad, og havde kameraet vendt den anden vej, kunne de se højhuse og urban. 

 Hovedstaden i Chaco(Resistencia) var ikke mere end en bro over Paraná væk, så vi tog også et smut forbi, hvad der er kendt som "kunstens by" i Argentina. 

Inden jeg tog af sted til Argentina, havde jeg ingen anelse om hvor mange slags palmetræer, der findes, og i Resistencia opdagede vi nogle, der ikke findes i min provins(Misiones), så vi tog da selvfølgelig lige et billede for jer:

Til at slutte af får i lov til at se billeder af den smukkeste, regnbuefarvede solnedgang over Paraná:

En dansk argentiner i Brasilien

Forestil dig at befinder dig på en strand i det sydlige Brasilien. Solen går ned, himlen er fuld af farver, og med dine klipklapper i hånden går du igennem det lune vand med bare tær til lyden af rolige bølger, menneskelatter og torden. Foran dig kan du se, hvordan de orange lys fra huse og restauranter markerer kysten, og på himlen i det fjerne slår hvide og lilla lyn ned, men det regner ikke, og temperaturen er helt perfekt til en sommerkjole eller shorts. Det lyder som noget af en drøm, ikke? Det var min virkelighed.

I 2013 var jeg i Brasilien i 3 uger på 8. klassestur med de dejlige friskolemennesker, og efter rejsen på vej hjem fra lufthavnen den røde bus kan jeg huske, at jeg tænkte noget i retningen af: "Jeg vil tilbage til Brasilien, men gad vide om det nogensinde sker." Under to år senere skete det, da mine skønne værtsforældre og værtslillebror tog mig med på sommerferie til kysten i det sydlige Brasilien. 

En uge ved vandet og intet andet var muligvis roligt og afslappende for mig, men mit kamera er blevet ret udmattet, og i får lov til at se hvorfor:

For et par uger siden klokken 03.30 pakkede vi bilen og kørte østpå, indetil vi ankom til Brasilien og ikke kunne komme længere uden båd. Der slog vi os ned i et lilla hus 200 meter fra stranden sammen med mine bedsteforældre og to tanter, hvor Wi-Fi var erstattet med bøger og samtaler, og den klassiske asado var byttet ud med frisk fisk og tropisk frugt. I en uge lå vi ved stranden og bagte under den brasilianske sol og blev forsøgtdruknet af gigantiske bølger. Når solen gik ned, spiste vi friturestegte rejer i sandet, gik ture langs vandkanten og byggede sandslotte. Vandmelon var daglig kost, og jeg fik smuglet så mange kopper kaffe ind, som jeg kunne.

Selvom jeg følte, at jeg tog en ferie var en ferie, var det rart at tilbringe tid ved kysten, de ikke har så meget af i Argentina. Jeg fik da også en smule farve og ikke kun rød. 

De var ved at omlægge hovedgaden, og med alle de gadekryssende mennesker i klipklapper var det jo næsten uundgåeligt, og jeg er ligeglad med kulden: Vi skal finde en måde at dyrke papaja i vores danske baghaver.

Jeg har altid haft en lille drøm om at bosætte mig i de franske alper og vågne op til bjergene hver morgen, men Brasilien giver et godt argument for at smutte lidt længere ned og få et hus med sand uden for bagdøren.

En stor foreskel fra min første tur til Brasilien var, at denne gang behøvede jeg ikke at bede en voksen om at oversætte menukortet eller mime, når jeg skulle spørge efter et toilet; jeg kunne selv forstå og snakke. De bøger, jeg havde med, var godt nok på engelsk, og jeg skriver stadig primært dansk, men mit spanske flyder som vandet i Paraná, og så er portugisisk ikke så svært at forstå igen.

Nogle vil sige, at vejret ikke var det bedste med en meget overskyet himmel, vind og til tider regn, men jeg nød nu at tumle rundt uden af have følelsen af, at jeg befandt mig i en sauna, og selvom vind i forsidemodellers hår ser lidt bedre ud, er den rigtige vind da ikke så gal igen.

Med overfyldte strande i de turistramte byer på de flade dele af terrænet var det forfriskende at køre over et par små bjerge for at komme til en lille men tom strand med mulighed for stenklatring og en pause fra synet af skrigefarvende parasoller.

En eftermiddag tog vi på en mindre vandretur på, hvad jeg kalder et babybjerg, kameraet blev hevet frem utallige gange, og det var skønt at vandre igen! Med skøn udsigt og dejligt selskab klatrede jeg rundt på klipper og snublede et par gange på de plantebegroede stier. Jeg er og bliver klodset, men jeg tabte heldigvis ikke min skattekiste(telefon) med alle mine juveler(billeder), og ind til jeg brækker anklen, bliver jeg ved med at vandre. Forhåbentlig bliver det i Andesbjergene næste gang, som jeg ikke er så langt fra igen, men det tror jeg nu må vente til en anden god gang. 

Jeg elsker denne glade, lille fyr!

Bølgerne længere ude var for høje til min lillebror, så vi havde det sjovt i vandkanten, og denne lille, smukke gut viste mod, da vandet kom imod os. En gang imellem måtte vi flygte til det tørre sand, men vi fik vist de bølger, hvad vi er lavet af!

Den andensidste dag besluttede min far, tante og jeg os for at være ualmindelig friske og se dagen ankomme, og med den brasilianske solopgang som udsigt vadede vi rundt i vandet og sandet og drak mate. Jeg sov en laaang siesta den dag.