Historietid!

Historier fra en udvekslingsstudent

Skrevet af Karen R. Ovesen

Baseret på virkelige hændelser

Tilegnet til min skønne familie,

der gjorde alt dette muligt

Frokost med hele familien

 Den hvide bil drejer ind ad en ny grusvej, og snart er den ikke hvid mere, for jorden her er rød, og vi er i Misiones, Argentina. Bilen bumpler af sted, og vejen en overraskende lang, men endelig ankommer Karen og hendes nye familie til den lille landejendom dybt inde i en argentinsk skov. Der er høje grantræer, der ligner dem, de har i Karens hjemland, et lille, fladt sted kaldt Danmark, men ved siden af står der en palme, og så er Karen sikker på, at hun virkelig er langt væk hjemme fra(12562,53 km for at være præcis).Familien bliver mødt af store smil og utallige kindkys af bedsteforældre, tanter, onkler, kusiner og fædre. Familiens yngste, den kæreste dreng ved navn Gonzalo, kaster sig i armene på først den ene bedstefar, derefter den anden, før han løber ud og leger på gården med den yngste pige Celina på 10. Valeria, der 12 og teenageramt, sætter sig i sofaen med telefonen og låner af fars Wi-Fi, for der er absolut ingen 3g eller anden form for dækning herude. Karen sætter sig i en af de gamle havestole på terrassen sammen med mændene i den store familie, mens kvinderne kokkererer. Da det kommer til borddækningen, skal mændene dog give en finger med til at hjælpe med de store borde og stolene. Snakken flyder, og Karen forstår det meste, de siger, selvom det er svært at koncentrere sig, når man kan se palmer, appelsintræer, turkise træskure, eksotiske blomster og den smukkeste, solbeskinnede himmel.
Tid til mad bliver det, og på bordet kommer en væld af farverige salater, både ris, spagetti og kartoffelmos, brød, pølser, kyllingelår og bryst, svinefilet og oksefilet. Alt smager lækkert, og selvom Karen synes, at hun fylder godt op med mad på tallerken, morer alle sig over, hvor lidt hun spiser. Det og så griner de også lidt, da bedstefar spørger, om hun har en kæreste. Svaret er nej, så tilføjer han ”Todavía(endnu),” og alle griner ekstra højt. En skøn frokost kommer til sin ende, og den lille familie kører hjemad med en sang på spansk som baggrundsmusik og 30 grader uden for den nedkølede airconditionbil.

”Vamos River Plate!”

Netop som den sidste spagetti er forsvundet fra Karens tallerken, lyder startfløjet til en fodboldkamp. Topholdet i Argentina(og Karens såvel som hendes værtsfars favorit) River Plate skal til at spille, og den kamp skal de to fodboldelskere bare se! Der er bare et problem: Opvasken. En stabel beskidte tallerkner skal gøres rent, men der har allerede været kampens første angreb. Så skøn som hun er, giver moren sin opstemte mand(der med tre store piger endelig har fået et barn, der deler hans passion for fodbold) og deres nye datter lov til at få fri fra opvask og se bold. Karen ville naturligvis have hjulpet, og det var ikke med sin gode vilje, hun satte sig godt til rette i sofaen og så hendes formidable hold spille, mens der var opvask at tage sig af, men nogle gange må man bare ofre sig. Som Karen sidder der med hendes værtsfar, der fabler løs på spansk om ligaens hold, hvem der dur til noget, og hvem der er ”muy malo” og sipper til en kop kaffe, kommer hun i tanke om, at hun har geografilektier for til den følgende dag. Hun rejser sig for at hente dem, men faren stopper hende, for der er da slet ikke lektier, når der er  bold. Selvom faren ikke er tilfreds med det, får Karen dog sneget sin notesbog ind og laver lektierne, inden kampens første ’golazo’ kommer, så hun kan se River Plates klassemål, for selvfølgelig vinder de kampen!

Mate con las chicas

Med det sammen Karen træder ind i stuen, tænker hun på Tim Burtons film ”Edward Saksehånd”. Stuen er firkantet med pastellyserøde vægge, to lænestole og en sofa i mørkebrunt træ med et bord i midten, et mørkebrunt træskrivebord i hjørnet med bamser og blomster ovenpå og til sidst et palmevægur. Til jer der har set filmen, kan i nok forstå, hvad hun mener, og til jer der ikke har set den: ”Se den!”

Karen får hurtigt sat sig til rette i sofaen, og rundt om hende på resten af siddepladserne sidder hendes nye argentinske veninder, der hurtigt får fundet mate frem. Den er dog ikke, som Karen plejer at drikke den med sine nye forældre, ren og stærk men med sukker og lidt appelsinskrald, og det smager nærmest som flydende helseslik.

Mens mateen går på tur, kører snakken om skolen, hvad Danmark egentlig er for noget og naturligvis drenge. Jeg kan godt afsløre, at et par stykker synes godt om Karens to brødre. Videre bliver der fortalt om en tur til Disneyland, Orlando, Florida, som er en normal gavetradition blandt piger, der fylder femten i Argentina og holder en ’quinceañera’. Pludselig vælter stormen et tre udenfor(det kan også storme, regne, lyne og tordne i den subtropiske del af Argentina) og alle får et chok og griner. Tiden går, mateen forsvinder, og det var en vidunderlig aften.

En Quinceañera efter midnat

Månen er fuld, og det er teenagerne også. Beatet pumper, men ikke som det plejer at gøre for Karens ører. Der er noget mere rytmisk over dette. Det er fordi, det er sydamerikansk klubmusik, og selvom det som dansk klubmusik ikke er Karens favorit, er nu lidt sjovt, når der spilles argentinsk cumbia. Det er helt sikkert en musikgenre, Karen kan finde på at bringe til den danske festscene. ”Vær klar, Johanne!”

På trods af musikken er dansen ikke overvældende. Karen og nogle af hendes nye klassekammerater står i en cirkel og tripper lidt og engang imellem danses der et par trin. Der danses ikke tango, i hvert fald ikke lige nu. På tur imellem dem går et par glas øl, og som udvekslingsstudent er alkohol et no-go, men lidt kan man vel godt drikke. Fuld bliver Karen heller på ingen måde.

Minutterne går, og det er skam ikke fordi, hendes nye venner ikke er rigtig søde, men hun kender dem ikke godt nok endnu til at danse uhæmmet som hjemme i Danmark, og så bliver hun også træt. Det er fantastisk men udmattende at være udvekslingsstudent, og Karen smutter hjem klokken tre, mens de andre bliver til halv fem som sædvanlig.

Epilog

Danmark har ikke bare det ældste kongerige i verden, de har også en smuk dronning, men den smukkeste dronning findes dog i en lille by i Argentina, hvor den underskønne Celina løb med titlen som La Reina Niña! Længe leve hendes majestæt.