Dette bliver mit sidste
blogindlæg, hvilket betyder, at det bliver et filosoferende, melankolsk og trist et af slagsen. Jeg sidder på den lokale café med palmer udenfor vinduet
og byens bedste kaffe ved min side, der koster mindre end et glas vand på de
danske caféer, og det er kun en af de mange ting, jeg kommer til at savne ved
Argentina.
Mit primære fokus er at
nyde den sidste tid her, men mine tanker vandrer ofte til Danmark, og hvad der
venter mig på lille stykke land er masser af herlige ting som besøg af gamle
udvekslingsstudenter, gensyn med venner og familie og en ny skole, men der
venter mig også gentagelsen af det samme, dumme spørgsmål(jeg undskylder, hvis
jeg fornærmer dig i denne refleksion): ”Så var det fedt?” Udadtil vil jeg være
høflig, smile og svare en variation af ”Helt vildt!” med nogle detaljer, men
indeni vil jeg tænke: ”JEG HAR BOET I FREAKIN’ ARGENTINA I ET ÅR OG HAFT
MIT LIVS OPLEVELSE! SELVFØLGELIG VAR DET FEDT!” Jep, jeg vil råbe ad
vedkommende i mit hoved men bare rolig: Jeg ved, der kun er gode intentioner
med det spørgsmål, men det gør det ikke mindre irriterende. I dette blogindlæg
vil jeg forsøge at tackle spørgsmålet, hvilket er svært nok i forvejen, så
at skulle koge det ned til en hurtig sætning er umuligt.
Jeg ved ærlig talt ikke,
hvor jeg skal begynde at tackle det spørgsmål. Lad os starte blødt ud. Jeg vil
savne palmerne, den farverige himmel der har en ny farve hver aften,
avocadoerne der falder ned fra træerne omkring i byen, den argentinske sol,
Misiones’ landskab, tereré på en varm dag og mate på en kold, eftermiddage med
kaffe, pandekager og søskende, aftenener med fodblodkampe i tv og hurtig mad,
dybe og inspirerende samtaler med en speciel god ven jeg har fået, de lune
nætter(der dog er overstået nu, hvor vinteren er så tæt på), de farverige
blomster, gadehundene der er blevet mine venner, og denne liste kunne fortsætte
i lang tid.
Okay, nu bliver det lige lidt tungere.
Jeg kom til Argentina uden
spanske sprogegenskaber og med meget lidt viden om den argentinske kultur. Alt
var fremmed fra klima til mad til menneskerne, og over de seneste 10 måneder
har jeg bygget et liv her, jeg skal give op lige om lidt. Jeg skal sige farvel
til mine forældre, der har givet mig et hjem og tryghed i dette fremmede land.
Mine søskende som jeg kan snakke dybt og ærligt med, og som har givet mig
glæden af deres skønne, underholdende og farverige selskab. Jeg skal sige farvel til mine venner, der er
blevet til de bedste venner over disse måneder. Venner som er skøre, sjove og
vidunderlige, og jeg kan ikke forestille mig min hverdag uden dem. Jeg skal
sige farvel til nogle af de mest imponerende og inspirerende mennesker, jeg har
mødt.
Det blev meget tungt. Lad
mig besvare et andet spørgsmål, som jeg
møder dagligt her: ”Har jeg lyst til at tage hjem?” Nej. Danmark vil altid
vente på mig, men jeg vil aldrig opleve noget som udveksling igen. En del af
magien ved dette år er vel, at der er en slutdato, og det er en af de ting, jeg
trøster mig med, for jeg har ærlig talt ikke svært ved at forestille mig, hvordan mit liv
kunne udvikle sig her. Ovenover butikkerne på den største avenue er der små
lejlighederne med den bedste udsigt over bakkerne og solnedgangene. Jeg kunne
leje sådan en lille en, når tiden kommer, begynde at studere og få en
deltidsjob, mens jeg skriver i mit fritid og tager på oplevelser og små eventyr
rundt i provinsen, der har meget mere at byde på, end hvad jeg allerede har
set. Jeg har en liste med destinationer, jeg vil besøge i fremtiderne, og mange
af dem befinder sig i Sydamerika, så hvis jeg boede her, ville jeg
også spare de dyre flybilletter. Jeg drømmer vist lidt, men jeg kan ikke sige,
at jeg aldrig vil gøre noget lignede. Nu hvor jeg har fået smag for at bo i
udlandet, kunne jeg godt gå hen og blive lidt afhængig. Skidt med cigaretter og sukker,
når du har ekstraordinær natur og spændende mennesker!
I Danmark er trygheden stor og vanen på samme
niveau. Fast job, rutiner, stort hus, dybe rødder. I Argentina er det ikke let
at have rødder. Usikre jobs og en økonomi der kan smide dig ud af dit studie og hus.
Jeg hører tit historier om folk, der flytter fra sted til sted på jagt efter
penge nok til at slå sig ned, hvor de har lyst, men det kan tage flere årtier,
og mens mange argentinere drømmer om en mere dansk livstil, så tiltrækker den
skiftende, argentinske livstil mig.
Mit år i Argentina har ikke været uden sine mere kedelige stunder, men jeg kan ærligt sige, at det har været det bedste år i mit liv fyldt med så mange utrolige oplevelser, uforglemmelige stunder, betagende syn, og bedst af alt har jeg mødt de skønneste, mest utrolige og inspirerende mennesker!
Bloggen har nu tjent sit formål. Tak for at have fulgt med i mit argentinske eventyr; jeg håber; du har nydt det, og så ses vi jo nok lige om lidt!
Bloggen har nu tjent sit formål. Tak for at have fulgt med i mit argentinske eventyr; jeg håber; du har nydt det, og så ses vi jo nok lige om lidt!