Den største udvikling er uden tvivl mit spanske. Jeg har haft stor nydelse af en solbeskinnet, rejsefyldt, tremånederssommerferie, hvor frikvartererne med vennerne, hvor en del snakkede engelsk, blev erstattet af masser ekstra tid med min kun-spansksnakkende familie, hvilket betyder, at jeg på den anden side af sommerferien i skolen får smidt "Whau, du er blevet god til spansk!" og "Jeg hører, at du snakker perfekt spansk nu, Karen," efter mig fra alle vegne.
Undskyldningerne: "Jeg kan ikke lave denne skoleopgave, da jeg snakker lige så meget spansk, som du snakker dansk," og "Jeg vidste ikke, at vi lektier for til idag, da jeg jo er udvekslingsstudent og hverken forstår, når lærerne siger, at vi har lektier for, eller vi skal møde senere i morgen." Jeg kan ikke sige, at jeg er helt trist over tabet af den anden undskyldning, da jeg flere gange har været alene i et klasselokale klokken syv om morgenen eller på vej til skole, inden solen overhoved var stået op, for at vende om og gå hjem med den sørgelige tanke, at jeg kunne have sovet over en time længere. Alligevel er det forfriskende at være i stand til at være aktiv i timerne og lave lektier, selvom det er hårdt, og det er måske unormalt, at en person tænker sådan, men udveksling er langt fra normalt.
Det er sjovt at tænke tilbage på mine første uger, hvor jeg befandt mig i grupper, der kastede spanske sætninger frem og tilbage, lo og smilte, en imellem var dybt seriøse, og så kiggede de naturligvis også på mig en del, mens mystiske ord kom ud af deres munde, og jeg forstod hat og briller. Jeg stod og kiggede, som var jeg døv og stum og grinte, når de grinte og kiggede akavet ned i jorden, når deres tonefald var seriøst, og deres sætninger var ladt med fornærmelser. Det er skønt at kunne høre igen og atter have stimulerende samtaler.
En anden udvikling er min forståelse af… stort set alting. At se verdenen igennem nye øjne, nedrive barrierer og nye oplevelser flere gange hver eneste dag kan have sådan en effekt på dig, og nu hvor der stadig er nogle månederne tilbage, skal jeg passe på med at beskynde at skrive et reflekterende essay om udveksling, men selvom jeg vidste det, før jeg steg på flyet, bliver jeg bekræftet hver dag om, at udveksling ikke bare var det rigtige valg men det eneste valg for mig.
En sidste udvikling, der for mig er den mest dyrebare, er forholdet til min familie. De er naturligvis ikke mere biologisk relateret til mig end resten af menneskerne og dyrerne i den evolutionære proces, men ikke desto mindre kan jeg ikke kalde dem andet end familie, og jeg kan ikke holde tanken ud, at jeg skal sige farvel til dem om få måneder. Det er svært at beskrive det forhold, en kan få, når man bor så lang tid med de samme mennesker og, endnu mere end det, er afhængige af dem for sin egen velfærd, og når man snakker, griner og lærer sammen hver dag, så er det jo så dejlig let og en ren fornøjelse.
Denne familie involverer også alle de fantastiske venner, jeg har fået, og det piner mig, at jeg muligvis aldrig kommer til at se flere af dem igen, da de start bliver spredt for alle vinde efter skolen, men lige nu kan jeg ikke gøre andet end at nyde frikvartererne med fantastiske, unge mennesker, se frem til den daglige frokost med familien, filmaftenerne i stuen, danse så vildt jeg kan til festerne, der varer til daggry og alle de øjeblikke indimellem.
Min gamle klasselærer fra friskolen(jeg undertrykker lysten til at lave en joke om, hvor lidt jeg lærte af ham) lærte mig en del ting, men mellem foredragene om romantikken og politiske samtaler var det klogeste, han lærte mig, at det ikke er stedet, der giver det største indtryk men menneskerne.
Der findes nogle skønne billeder af natur og historie fra små roadtrips rundt i min provins, men indtil jeg kan få dem overført til min computer og dele dem på bloggen, får i et billede fra, da familien og jeg kørte hjem fra Brasilien, og selvom det ligner det, har jeg ikke redigeret en eneste ting ved billedet.
Chau mis amores!!
