Jeg må ærligt indrømme, at jeg fuldkommen har mistet blikket
over dansk tid og har absolut ingen anelse om, hvorvidt i befinder jer i en
normal eller speciel uge. Jeg kan i stedet fortælle jer om hvilken uge, jeg
netop har været i her i Argentina: La Semana del Estudiante. Til jer der ikke
er så skarpe til spansk, betyder det ’Studenternes Uge’, og den uge har langt
fra været normal.
Lunes
Lad os starte med, hvad jeg troede var begyndelsen: Mandag
morgen stod jeg op klokken seks for at gøre mig klar til at komme i, hvad jeg
troede ville være en fuld skole. I stedet ankom jeg klokken kvart i syv til en
lukket port, ingen biler og ikke et eneste menneske. Hvad jeg ikke havde forstået i den forrige
uge, da alle havde snakket hurtigt spansk,
var, at vi ingen timer havde om mandagen. Kun en konge- og
dronningudnævnelse om aftenen. Fedt.
I stedet brugte jeg min formiddag på pynte op til
udnævnelsen(som i grove træk var en catwalk med elever i fint tøj, et par
kroner og hygge på tilskuerpladserne) med vennerne i elevrådet, hvor jeg fik
fornøjelsen af at slæbe stole, nyde lidt mate og chiba(lækkert argentinsk brød
med en ingrediens, man selvfølgelig ikke kan købe i kære Danmark), øve mig lidt
på catwalken og et godt selskab.
Martes
Tirsdag morgen mødte jeg igen klokken kvart i syv, og denne
gang var der masser af elever. Vi fik hejst flaget i en fart og derefter var
det over i gymnastiksalen, hvor der var sport og lege hele dagen. Som en udvekslingsstudent
med begrænsede spanskegenskaber(for nu) var der ikke alt for meget, jeg kunne deltage
i. I stedet fik jeg lov til at grine lidt af mine nye klassekammerater og hygge
mig med nogle andre over forfriskende tereré(kold mate af en art, serveres
typisk med vand eller juice).
Om eftermiddagen efter vi havde haft fri fra tolv til to for
at have frokost og siesta med vores familie, vendte jeg tilbage til skolen og
kom i aktion for første gang. Siden jeg
var ankommet midt under forberedelserne til ugen, havde jeg kun fået en plads
som udskifter på min klasses hold til cestobol. Hvad kan jeg sige om cestobol…
på min skole er det kun piger, der spiller det, og det har kun været på skolen
i lidt over et halvt år. Det minder om basketball blandet med indendørs fodbold
med en tungere bold og piger, der går langt mere til den end spillerne i NBA.
Så meget til den at der ikke gik lang tid, før jeg kom ind på banen, og jeg vil
da gerne lige tilføje, at mit hold fik en smule tæsk, inden jeg kom ind.
Miercoles
Om onsdagen stod det igen på sport, lege og hygge. Med
elever smidt på tilskuerpladserne med kiks, chiba, tereré og telefoner blev det
min tur til at lege. I dette tilfælde posta, en slags løbestafet. Jeg fik
placeret mig, hvor de bad mig om, fik pinden i hånden, og så spurtede jeg af
sted. Lige en lille dejtalje havde de dog ikke fortalt mig; jeg var den sidste
løber, så da jeg kom til, hvad jeg ikke vidste var målstregen, søgte jeg
desperat efter en at give pinden videre til. Heldigvis først efter målstregen,
så vores tid ikke blev påvirket, og mens de andre klappede af mig(”Jaaa,
udvekslingsstudenten kunne finde ud af noget”), kiggede jeg stadig forvirret
rundt med pinden i hånden. Et par venner længere fremmede kaldte mig over,
fordi jeg stod i midten af banen, men jeg troede, at det var fordi, at jeg ikke
var færdig. Derfor jeg spurtede over imod dem, men de stoppede mig, så løb jeg
tilbage igen, og så sagde de: ”No! No! No!”, så jeg skiftede retning endnu en
gang, og til sidst stod jeg bare. Efter lidt mere forvirring afleverede jeg
pinden og gik over til mine venner med over hundrede venlige grin vendt mod
mig. Mit hold vandt godt nok ikke legen, men de sagde, at jeg løb som en
gepard.
Jueves
Om torsdagen stod det først på foredrag af forskellige
emner, hvor man selv kunne vælge, hvilket man ville høre. Da jeg ikke ville
kunne forstå noget alligevel, fulgte jeg efter nogle venner og tog en lille lur
med hovedet på en skulder, mens de andre lærte om fotografi.
Bagefter fik hver klasse noget papir, maling, karton, sakse,
lim og nogle kridtfarver, og med hver deres tema skulle klasserne på et papir
demonstrere blandt andet kærlighed og frihed. Min klasse fik temaet felicidad =
lykkelighed. Vi arbejdede i omkring en time på vores, og det var næsten
færdigt. Det var ikke synderlig kunstnerisk men fuld af personlighed, og
pludselig begyndte mine klassekammerater at rive det i stykker. Jeg forstår
stadig ikke hvorfor, men alle grinte, og der kom hurtigt et nyt stykke papir på
bordet, alle fik en glat maling i hænderne, og så gjaldt det om at lave så
mange håndaftryk så muligt med ”Felicidad” hurtigt skrevet henover med sort
spraymaling. Vi lavede måske ikke det pæneste papir, men det var vel skabt i
glæde, hvor alle var ’feliz’.
Viernes
Den sidste dag i ugen var spækket med kultur og ikke kun fra
Argentina. Hver klasse havde sit eget land, hvor de igennem tøj, mad,
dekorationer, dans og musik skulle vise landets kultur og nonneklostre – det er
jo en katolsk skole. Min klasse havde Argentina, og jeg kunne bidrage med mit
argentinske flag og matchende kasket.
Siden jeg var ankommet til skolen efter, forberedelserne
allerede var blevet lavet, tilbragte jeg det meste af dagen med at vandre rundt
imellem de andre stande, smage på mad fra Indien, se russisk folkedans og høre
brasiliansk sambamusik. En utrolig fed dag der føltes som ét langt frikvarter.
Folk grinte af hinandens udklædning, gik bersærk da der blev serveret
argentinske specialiteter og drak igen masser af tereré.
Min ven Tamara fik en rar afslutning på ugen med maling i hele
ansigtet, og ikke lang tid efter dette billede blev taget, fik jeg en endnu skønnere afslutning på ugen med et råt æg
i håret.
Gracías Emmanuel!!